Danmarks Naturfredningsforenings høringssvar til Gentofte Kommunes Affaldsplan 2021 - 2032

Sammenlignet med andre kommuners affaldsplaner er det Danmarks Naturfredningsforenings vurdering, at Gentoftes Kommunes Affaldsplan 2021 – 2032 indeholder en række gode initiativer til affaldsminimering. 

Danmarks Naturfredningsforening kan fuldt ud støtte affaldsplanens målsætning om ”mindre affald – mere genbrug”. Vi vil især fremhæve planens fastsættelse af et kvantitativt mål om minimum en tredobling af mængden af indbo og byggeaffald, der skal genbruges i 2025. 

Vi er ligeledes glade for kommunens plan om at støtte reparationscaféer og vægt på muligheder for at bytte, dele, låne og upcycle, samt udfasning af engangsservice i kommunen og forebyggelse af madspild. 

Herudover bakker vi op om, at Gentofte Kommune ønsker at lave en kampagne om affaldsforebyggelse og udfasning af engangsprodukter, som skal gøre borgerne mere bevidste om affaldsfrie vaner. I den forbindelse kan vi oplyse, at vi i Danmarks Naturfredningsforening også arbejder på en større kampagne med samme tema i forbindelse med næste års affaldsindsamling. Hvis I er interesserede i at dele erfaringer og tanker med kampagnen, så indgår vi gerne i dialog herom.

Danmarks Naturfredningsforening vurderer, at flere initiativer kan overvejes til fremme af affaldsminimeringen i kommunen. Vi vil foreslå, at kommunen seriøst vurderer at inddrage nedenstående initiativer i Affaldsplan 2021 – 2032. 

Sæt konkrete affaldsreduktionsmål

Det er helt centralt, at vi får nedbragt vores affaldsmængder, og affaldsreduktionsmål kan i den forbindelse være med til at sætte retning. Andre kommuner har sat mål for nedbringelse af deres affaldsmængder, og hvornår de ønsker at være en affaldsfri kommune. Det mener vi også, at Gentofte Kommune bør gøre. I et fælles udspil med Dansk Industri har Danmarks Naturfredning forslået, at vi på nationalt plan sætter et mål om mindst 20 % reduktion af affald per indbygger i 2030, på vejen mod en fuld cirkulær økonomi senest i 2050.  

Kommunens udbuds- og indkøbspolitik

I Gentofte Kommunes “Regler for Økonomistyring” fremgår det, at rammerne for indkøb i Gentofte Kommune bl.a. er, at “Gentofte Kommune ikke bruger flere naturressourcer eller sætte et større klimaaftryk, end højst nødvendigt. Derfor arbejder vi databaseret med at nedbringe klimaaftrykket fra vores indkøb og fokuserer på cirkulær økonomi, herunder affaldsforebyggelse og at undgå unødvendige indkøb.”

Danmarks Naturfredningsforening ser frem til en konstruktiv idéudveksling om, hvordan Gentofte Kommune kan udmønte reglerne om ”styring af naturressourceforbruget” i praksis. 

Udover at udfase engangsprodukter, er der mange andre muligheder for, at kommunen kan gå foran og iværksætte initiativer til affaldsforebyggelse ”som virksomhed”:

  • Undersøge mulighederne for at indarbejde principper for cirkulær økonomi og grønne indkøb i udbudsmateriale
  • Efterspørge produkter baseret på recirkulerede ressourcer
  • Indføre kvalitets- og affaldsforebyggelseskrav som parametre i udbudsmateriale
  • Indføre krav om livscyklusvurdering
  • Stille krav i udbud til emballage- og affaldsminimering, genbrug og genanvendelse
  • Undersøge indkøbspolitik omkring møbler af genbrugs- eller genanvendte materialer
  • Undersøge forud for arbejdet med hvert nyt udbud, hvorvidt det er nødvendigt at købe nyt. Alternativer kan være serviceaftale på eksisterende udstyr frem for helt nyt udstyr. Eller det kan være køb af produkter lavet af genanvendt materiale, produkter med lang levetid, emballage der genbruges eller genanvendes samt leje-, leasing- og serviceaftaler frem for køb. 

I tilknytning til kommunens fokus på mindre madspild bør det overvejes at efteruddanne køkkenpersonale i kommunens institutioner og foreslå private virksomheder at gøre det samme. Det kan endvidere kombineres med en kampagne i samarbejde med Stop Spild af Mad. 

Genbrug og reparation af inventar internt i kommunen

  • Etablere et internt digitalt byttemarked for rådhus, bibliotek og kommunale institutioner. Byttemarkedet kan omfatte kontormøbler, cykler, legeredskaber, tekstiler mv.
  • Forsøg med lagerplads til midlertidig opbevaring og værksted til reparation af inventar, it-udstyr mv.
  • Etablere en brugervenlig it-platform, der sikrer en højere grad af genbrug og genanvendelse af kommunes møbler og øvrigt inventar i andre kommunale virksomheder. 

Kommunalt byggeri og anlæg

  • Øget fokus på at benytte genanvendte og genanvendelige ressourcer og materialer i kommunale bygge- og anlægsprojekter og bygningsvedligeholdelse
  • Krav om genbrug og genanvendelse af byggematerialer og komponenter i kommunens bygninger indarbejdes i udbudsmaterialet
  • Vurdere hvordan kommunen kan genbruge inventar, maskiner og udstyr i kommunale bygninger

Genbrugsbyggemarked
Salg af genbrugsbyggematerialer og andre ting, der i dag afleveres på genbrugspladsen, men som fint kan genbruges kan overvejes overladt til socialøkonomisk virksomhed

  • Der kan etableres it-platform og informationscenter med fokus på cirkulær økonomi og anden affaldsminimering, bl.a. genbrug af træ, vinduer, døre, fliser, sten, møbler, maskiner, værktøj, tøj mv.
  • Afprøve mulighederne for oprettelse af offentlig-private partnerskaber om reparation og salg af elektronik fra genbrugsstationerne
  • Der kan etableres It-platform, hvor brugerne kan formidle deres spildprodukter, så andre kan drage nytte af dem som råvare.  

Materialebank til skoler, institutioner, iværksættere m.fl.
Mulighed for, at skoler og institutioner kan benytte nye eller brugte produkter doneret af private og offentlige virksomheder eller fra genbrugspladsen til leg, læring og andre kreative aktiviteter. Kan evt. også inkludere adgang for kunstnere og iværksættere. 

Etablering af retur-system på takeaway-emballage
Engangsemballage til takeaway udgør et unødigt stort ressourceforbrug, og netop takeaway-emballage er blandt de affaldstyper, som oftest havner i naturen og i vores havmiljø. Københavns Kommune skal nu i gang med at udvikle og fremme et retursystem for takeaway-emballager, som er genpåfyldelige. 

Vi mener, at det er oplagt, at Gentofte Kommune samarbejder med København om dette projekt, således at systemet også kommer til at omfatte Gentofte Kommune. Danmarks Naturfredningsforening er involveret i projektet og tager gerne en videre dialog om, hvordan Gentofte Kommune kan blive en del af det, hvis der er interesse herfor. 

Til inspiration kan vi blandt andet nævne vores rapport ”Fra engangsemballage til genbrug”, som blandt andet fremhæver gode eksempler fra udlandet, og ser på det danske emballagemarkeds genbrugssystemer.

Koordinering, samarbejde og viden
Vejen til cirkulær økonomi kræver store ændringer. Udover strukturelle og teknologiske udfordringer er kulturelle og holdningsmæssige barriere i høj grad udfordrende for den cirkulære omstilling.

Borgere, virksomheder og institutioner bør derfor inddrages aktivt i valg af processer og løsninger i den cirkulære omstilling, hvis det skal lykkes at indfri Gentoftes Affaldsplans målsætninger. Det vil efter Danmarks Naturfredningsforenings vurdering forudsætte, at borgerne får væsentlig større viden og forståelse for, hvad cirkulær økonomi er, og hvordan både virksomheder og personer kan bidrage til den cirkulære omstilling.

Danmarks Naturfredningsforening vil derfor foreslå, at der sættes ekstra meget fokus på at indsamle viden og erfaringer om affaldsforebyggelse og i den sammenhæng etablere netværk og it-platforme til formidling om konkrete metoder og løsninger til borgere og virksomheder.

Til at fremme opbakningen til den cirkulære omstilling bør forskellige initiativer overvejes:

  • Inddrage et repræsentativ udsnit af borgere, virksomheder og intuitioner i kommunen til vurdering af, hvordan der kan skabes ændret adfærd og vaner blandt borgere og virksomheder om forebyggelse af affald inden for affaldsplanens specifikke indsatsområder. 
  • Samle erfaringer i et kompetencecenter, der kan vejlede institutioner og virksomheder via digitale platforme og rådgivningsnetværk om relevante oplysninger, links, film, uddannelsesmateriale og kampagner om affaldsforebyggelse.  
  • Kommunikation og oplysning til både børn og voksne om affaldsforebyggelse og -sortering via indblik i affaldets vej og cirkulær tænkning. Et netværk af borgere fordelt i kommunens lokalområder, kan fx uddannes til lokale affaldsambassadører. 
  • Etablere netværk og partnerskab med virksomheder, iværksættere, organisationer og uddannelsesinstitutioner for at fremme affaldsforebyggelse, reparation, genbrug og genanvendelse, herunder fokus på indkøbspolitik, materialevalg, produktdesign og upcycling/recycling. 
  • Tilbyde ’Cirkulær økonomi-tjek’ til alle Gentoftes virksomheder, hvor kommunen vejleder om håndtering af affald, genbrug og genanvendelse i omstillingen til cirkulær økonomi. 
  • Tilbyde kommunens leverandører - især bygge- og anlægsvirksomheder - workshops, fyraftensmøder om baggrunden for kommunens udbudspolitik med vægt på cirkulær økonomi. 

Danmarks Naturfredningsforening i Gentofte ser frem til et udbytterigt samarbejde med kommunen, andre NGO’er og virksomheder om initiativer, der kan fremme cirkulær økonomi i virksomheder, institutioner og familiernes hverdag.